Hvert år mister omkring 16.000 ældre i Danmark deres partner, og en undersøgelse fra VIVE viser, at enkestand hænger sammen med øget psykisk mistrivsel og risiko for ensomhed. Men selvom den store kærlighed er blevet erstattet af et stort savn, er der hjælp at hente.

Af Julie Geertsen Lund

Hun kiggede over mod den tomme, sorte læderlænestol. Hun manglede, at han bare sad lige der. I den stol. Det var uvirkeligt. Som om hun medvirkede i en dårlig film. Fuldstændig ude af den. I spåner. For det var gået op for hende, at den desværre var god nok.

Ilse Wederkinck sad i en stol i sin stue og græd, og græd, og græd. Hun kunne ikke være i sig selv. Spørgsmålene hobede sig op. Hvordan skulle hun nogensinde komme videre? Hvordan skulle hun kunne holde ensomheden ud? Han ville jo aldrig nogensinde komme tilbage.

”Sammen er vi bedst.” Sådan lød Jørgen og Ilse Wederkincks ordsprog, når alvoren trængte sig på. Men nu er den største alvor indtruffet, og det bedste er ovre, for de kan aldrig mere være sammen. 50 års tosomhed er blevet til hendes ensomhed.

Med våde øjne falder Ilse Wederkincks blik ned på billedet af hendes mand, som har sin faste plads på hendes spisebord. Hun snøfter og løfter en blomsterserviet op til sine øjne for at fange de vildfarne tårer.

”Han var min kæreste, men han var også min bedste ven. Og vi kunne snakke om alting. Det har været et godt liv,” fortæller hun med grødet stemme.

Det var omkring et halvt år efter hendes mands død, at Ilse Wederkinck var så langt nede. De praktiske ting var efterhånden kommet på plads, hvilket gjorde, at andre ting lige pludselig kom op til overfladen.

“Jo mere tid, jeg fik, jo dybere blev sorgen. Jeg måtte jo se i øjnene, at udtrykket ’aldrig mere’ blev mere og mere aktuelt. For jeg kan jo ikke få Jørgen tilbage. Og det kunne jeg slet ikke have,” forklarer Ilse Wederkinck.

Derfor anbefalende hendes læge også, at hun kom på en form for lykkepiller, som tog toppen af sorgen, så hendes hverdag kunne hænge sammen.

Med sorgen følger også ensomheden
En undersøgelse fra VIVE har fundet, at sandsynligheden for at bruge antidepressive midler er betydeligt højere blandt enker og enkemænd i forhold til gifte de første år efter ægtefællens bortgang. Derudover er der risiko for forværring af den efterladtes psykiske tilstand i op til fire år efter.

Ifølge Det Nationale Sorgcenter er samfundsnormen, at sorg er et vilkår, når ældre mister. Deres sorg kan derfor nemt overses, men virkeligheden er, at tabet af en nærtstående også kan få tilværelsen til at synes komplet meningsløs hos ældre. De har behov for støtte i den svære tid som alle andre. Det er en myte, at de har nemmere ved at håndtere sorgen. Og med deres sorg medfølger ofte også en ensomhed, når de længe har været vant til at være to.

Ifølge Ældresagens hjemmeside har enker og enkemænd i alderen 65-79 år tre gange så stor risiko for at blive ramt af ensomhed end gifte. Et af de råd, de giver til at bryde med ensomheden, er at deltage i arrangementer med ligesindede.

”Vi har tilbud, som retter sig specielt mod folk, som er alene, fordi det kan tit være svært for dem at komme ind i fællesskaber, hvor alle andre kommer sammen med en anden. Det giver dem en bred og god mulighed for at føle sig tilpas, også når de kommer alene,” fortæller ensomhedskonsulent hos Ældresagen, David Vincent Nielsen.

Den følelse og det behov kender Ilse Wederkinck også til. Hun har før prøvet at tage alene på en tur, hvor de fleste andre var par. Der endte hun med at føle sig udenfor. Derfor har hun meldt sig til en singlerejse til Toscana dette efterår, hvilket hun ser meget frem til.

Ensomheden, der sagtens kan opstå i selskab med andre, har hun endda oplevet, mens hun var omringet af sin nære familie:

“Til den første familiekomsammen, hvor jeg kom alene, følte jeg mig på en eller anden måde forkert. Jeg følte, jeg var amputeret. Det var rigtig svært,” fortæller Ilse Wederkinck.

Lige uden for døren til sin stuelejlighed i seniorbofællesskabet har Ilse Wederkinck indrettet en hyggekrog – og den virker. ”Her sætter jeg mig tit med en kop kaffe og min avis, når søndagene er lidt svære. Når folk så går forbi, får man lige en snak, og de sætter sig måske herhen. Så får jeg alligevel en god start på søndagen,” fortæller hun.

Et sidste farvel
I 1970 blev Ilse Petersen til Ilse Wederkinck, og hendes adresse skiftede fra Bornholm til Helsingør. Hun forelskede sig i Jørgen Wederkincks udadvendte og legesyge væsen, som på mange måder var hendes modsætning. Sammen holdt de meget af at rejse, også med deres to børn.

Men som kun 55-årig får Jørgen Wederkinck konstateret prostatakræft, og de næste 19 år er han for det meste rask, men har flere tilbagefald. I august 2021 falder der en alvorlig mine over lægerne. Immunterapien har haft den modsatte effekt end forventet. Kræften har bredt sig til leveren og lymferne, og han har ikke lang tid igen. I oktober 2021 er natten faldet på, da Ilse Wederkinck, omgivet af sine børn og børnebørn, siger et sidste farvel til sin mand.

I sommerhuset på Bornholm havde de mange alvorlige snakke den sidste tid. Bisættelsen, hans fremtid, var der helt styr på. Så manglede de bare at få styr på hendes. Han havde særligt én ting at sige, husker hun:

“’Det bliver så hårdt for dig, men du skal i gang med at skrive igen, for du har så meget glæde ved at skrive.’ Han vidste, at hvis jeg gik i gang med det, ville jeg ikke sidde og gruble over alt muligt andet, fordi så ville jeg være fuldstændig optaget af det. Og det ville være godt for mig.”

At have en hobby som virkelig optager og betyder noget for én kan Ilse Wederkinck på det varmeste anbefale – særligt i en svær tid.

”Som du har det nu, vil du ikke blive ved med at have det”
Udover at skrive, har Ilse Wederkinck bearbejdet sin sorg gennem en aktiv hverdag med frivilligt arbejde og i et forløb i en sorggruppe arrangeret af Røde Kors. I lidt over et år mødtes hun med tre-fire ligesindede, og sammen skabte de et tillidsfuldt rum, hvor der var plads til at dele al sin sorg. Tårerne fik frit spil, og de tømte den ene pakke Kleenex efter den anden. Hun oplevede der, at alle de ting, hun ikke rigtig vidste, hvor hun skulle gå hen med, blev taget imod:

“Vi forstod hinanden, og man kunne gentage alt i sorggruppen. Og det var godt, for jeg havde behov for at få det ud.”

Hos Ældresagen tilbyder de også forløb i sorg- og livsmodsgrupper, og lignende findes hos blandt andet Folkekirken, Kræftens Bekæmpelse og Det Nationale Sorgcenter.

Line Bundgård-Poulsen, familie- og psykoterapeut med ekspertise i sorg, forklarer, at det, der hjælper allermest i bearbejdelsen af sorg, faktisk også er at snakke om det. Det behøver ikke være med en professionel. Det skal blot være en person, der er klar til at lytte, også selvom den sørgende gentager sig selv mange gange:

“Det, der i virkeligheden heler mest, er, hvis nogen kan rumme at stå sammen med en midt i orkanens øje uden at have et behov for at skulle fixe eller trøste. Der, hvor man nærmest ikke kan rumme sig selv.”

Det hjælper at tale om sin sorg af to årsager. Roen og den kærlige reaktion, man forhåbentlig bliver mødt med, smitter af på en selv. Og de rodede tanker i afbrudte sætninger giver lige pludselig mening, når man siger dem højt.

“Når man formulerer en sætning og siger den højt, kan man tænke over det, man hørte sig selv sige. Der er måske noget nyt, der går op for en,” siger Line Bundgård-Poulsen.

Sorgen er noget, man bliver nødt til at lære at leve med. Line Bundgård-Poulsen forklarer, at sorgen er en bevægelse, og at der er håb, selv når du er allerlængst nede:

“Som du har det nu, bliver du ikke ved med at have det. Også selvom det føles, som om du er afgrundsdybt nede i et hul, og der ingen vej er op.”

Også David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent hos Ældresagen, har oplevet og hørt mange succeshistorier gennem sit arbejde.

”Selvom det er noget af det værste, der kommer over os mennesker, når vi mister vores partner, og det er uhyre tungt, skal man skal ikke miste modet på forhånd. Der er hjælp at hente og lys forude,” siger han.

”Jeg ville have været mere alene, hvis jeg boede i vores parcelhus i stedet for her, hvor jeg har andre mennesker omkring mig. Jeg var ikke i tvivl, og jeg har aldrig fortrudt flytningen,” siger Ilse Wederkinck i hjertet af seniorbofællesskabet, en frodig overdækket gårdhave.

”Hvad er det værste, der kan ske?”
Igen finder den efterhånden ret sammenkrøllede blomsterserviet vej op til Ilse Wederkincks fugtige øjne. Hun rømmer sig og siger med afklaring i stemmen:

“Det gør ikke så ondt mere, som det gjorde. Efterhånden måtte jeg jo sige ‘jamen sådan er det.’ I en periode kunne jeg ikke acceptere det, men det er jeg nødt til.”

Selv efter et par år kan hun stadig opleve at have svære perioder. Især julen 2023 var hårdere end forventet. Her forsvandt lysten og energien til at finde julepynt frem, for alle traditionerne mindede hende om ham, og alt virkede pludselig nytteløst. Hun tør ikke tænke på, hvordan den havde været, hvis hun ikke havde gået i sorggruppe. Og i sit arbejde med sorgen har hun endda fundet en måde at vende det mest tragiske i sit liv til noget positivt:

“Før bekymrede jeg mig om mange ting, men nu har jeg vendt tingene om og siger ‘hvad er det værste der kan ske?’ Det er sket, så det kan ikke blive værre. Nå, men så er der ikke noget at gøre ved det.”

Sådan har Ilse Wederkinck fundet mod til blandt at rejse til Utah med sin kusine næste måned for at researche til en ny bog, som hun håber at udgive, når hun fylder 80. Derudover har det også hjulpet at flytte fra deres fælles bolig og over i egen andelslejlighed i et seniorbofællesskab i Helsingør.

“Jeg har ikke boet her sammen med Jørgen. I det andet hus havde han været der i hvert hjørne, hele tiden. Og det havde ikke været sundt for mig at sidde og sumpe rundt i minderne. Jeg kan jo ikke få min gamle tilværelse tilbage, uanset hvad jeg gør. Nu er jeg her, og det er mit liv.”